Fuldmåne i juni – del 1/Portalsåbning

Kære du, som læser. Velkommen til, og tak for dit nærvær nu.

Kontakten med dig har betydning for mig – for det jeg hører og ser. Det har betydning for, hvor let det flyder til os, og for hvordan det, som ringe af lys, spreder sig i livets vand.

De som er med os nu, lader os vide, at de holder os i lyset, i kærlighedens favn, mens vi ser det forgangne – det som tabtes, og det vi efterlod.

Denne måne fik navnet:

The recalibration
and realisation of the lost cities
– the realease of the dynamic spiritual spine of mother earth into the realms of conscious light.

Er du blandt efterkommerne af de 144.000? Blandt dem, som har til opgave at sprede energien fra den genåbnede portal, så at Gaia og alle hendes riger ser påny? Da har du, siden sidste fuldmåne, haft sælsomme sansninger, og du har mærket, at tænkningen ikke længere rakte til, samtidig med at en forunderlig logik har indfundet sig – en selvfølgelighed omkring det universelle samarbejde.

Gaia – det vi kunne kalde Jordens sjæl – har forenet sig med med de af jer, som står i denne portal for at møde hende. De, som har ventet efter og planlagt den nye tids samarbejde.

Og jeres forenede bevidsthed har bragt en dyb erindring frem om skabelsen og dens evige fortsættelse.

I denne portal lader Gaia, i samarbejde med dig/jer, Kundalinien – visdommen – rejse sig igen. Den strømmer igennem de nye portaler. Jeg vil gerne sige 12 x 12 portaler, men min viden er i dette nu lidt begrænset, da ordene ikke helt rækker til. Som menneske kan jeg kun formidle, det som jeg selv erindrer, og da disse timer samtidigt vækker så meget andet, er jeg lidt overvældet. 🙂 det bliver jeg, når jeg ser drømme blive virkelige. For også jeg har ventet, og jeg har strakt min tålmodighed så langt, at der til sidst hverken var tro eller mening tilbage – kun en drøm og muligheden for et tab….igen ❤

Den som mærker sin eksistens gentaget i det uendelige, kan som menneske blive fanget i idéen om tid, og da bliver det kærlige liv lidt begrænset – ikke i virkeligheden, men i vores tænkning om dens plads i tiden.

Men jeg ser nye muligheder, kære, i netop dette døgn.

Det er muligheden for, at se det som var, mærke den dybde det rørte og rører i dig. Det er muligheden for, at se de tabte og fortabte, muligheden for at mærke dét du undlod, og det du efterlod, for at rejse videre. For selvom det er verdener, følelser, væsener og væren, du engang forlod, da er det alligevel nøjagtig dét, du tog med dig. Så du har båret på en rygsæk af tanker og følelser af tab.

Og se, hvordan din rygsæk åbner sig og folder sit indhold ud fra både dette liv, denne tidsalder og de forrige. Tillad dig at mærke gennemstrømningen af dine følelser. Lad dem følge Kundalinien til “verdens ende”, som i virkeligheden er oprindelsen, skabelsen. Se Lemurien, Atlantis og den netop afsluttede tidsalder rejse sig som stolte riger – for det er hvad de var. Det er, hvad de er.

I en bevidsthed udenfor det vi kalder tid, er alt til stede. Denne bevidsthed – en væren i enhed – er det som åbnes igen under denne måne.

Fra nymånen fornylig lød det: Menneskets personlighed er det som er, for at mennesket kan være dét som er, i en helhed hvor mennesket er det som er, for at helheden kan være dét som er – i en enhed, der er alt, som er.

Med disse ord kan vi endeligt forstå os, mennesket, som ledestjerner i den jordiske sfæres del af den geometriske matrix. Og endeligt også, at vi er en del af de bevidsthedstråde, der forbinder al skabelse.

Jeg takker for nu, kære du, og fortsætter i del 2, med beskrivelsen af den næste tids sansning og arbejde.

Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side.