Solopgang i EGO – mesterlære

049Kære du, som er lige midt i det hele. En udsending fra solen – en stjerne på jorden.

Måske har du brug for at høre, at Mesteren Morya kommer stærkt til stede i denne tid. For det kan være betryggende og dejligt at vide, at vi bliver kaldt på. At vore bønner høres, at vore spørgsmål besvares. At vi ikke er alene. At der er en gud eller en mester, som står klar til at guide os.

Men Mester Morya er ikke sådan at narre. I det øjeblik du overlader noget til ham, da er han lige så hurtigt væk, som han kom.

For han kommer med dette ene budskab:

Idet du hører mig, da er ordet dit. Idet du ser mig, da ser du dig. Idet du mærker mig, da er din ånd til stede. Er dette din erkendelse, da kan vi lede den nye verden.

Der er brug for stærke ledere nu, og ja, vi bliver kaldt på. Så meget, at det brænder i os. Det brænder, og du mærker det i solar plexus, som er solens hjemsted i vores menneskelige struktur. Her deler den pladsen med vores fine men ganske lille EGO, der så gerne vil være stort. Og det er i sandhed et mægtigt EGO, dersom solen får lov at skinne hele vejen igennem det.

Det er dét, som sker nu. Der er ingen vej tilbage. Solen bryder igennem alle de sidste barrierer. Den har fundet vejen ind til de sidste rester af brændbart materiale, og der brænder et bål. Et bål af gammel tid og tro.

Du mærker helt ind i det fysiske, hvordan det brænder, og EGO der er lidt bange for at gå til grunde, vægrer sig. Men ser du, at det derved forlænger bålets tid. Vægring – alt det som har modsat sig dit gennembrud – er det som brænder nu.

EGO er en diamant, der har lige så mange facetter, som solen har stråler. Det kan ikke gå til grunde, men solens ild renser det for alt dét, der skyggede indefra.

Se nu, hvordan solens lysstråler bryder igennem hver og én af de mange facetter. Se, hvordan EGO kommer til sin ret, nu hvor det kan genkende sig selv, som det jordiske hjemsted for din udsendelse.

Lad nu dit fine lille EGO udsende din ånd i hvert øjeblik. Mærker du en smerte, et fysisk eller emotionelt ubehag, da erkend sollysets passage og giv plads. Lad bålet brænde og brænde ud. Og se, tilbage er én 3-delt flamme. Én sol af vilje, kærlighed og intelligens. Der deler sig og spreder sig gennem alle din diamants facetter.

Du er mesteren, der lader sig høre og se igennem din næste. Du er Morya, Sananda, Magdalena og alle med dem. Vi er ét. Og vi mødes i dig og alle.

Mesteren Morya frigiver dermed 1. stråle til dit vise lederskab.

Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side.

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.