Fuldmåne i marts – “Velkommen skygge”

Kære du – medrejsende og ved min side. Denne måne har indbudt mig til livet i min egen skygge.

Det er intenst, og jeg ville ønske jeg kunne sige: “Jeg elsker det”!

Men jeg må sætte mig, og overgive mig til frygten for, at jeg måske har nået min grænse, for hvad jeg kan elske….  og det sådan et fint paradoks, for jeg har jo netop i hele dette liv bedt om, at jeg måtte kende mig som den, der er grænseløs i sin kærlighed.

Jeg har sat alt ind på at arbejde for den ubetingede kærlighed…..og her sidder jeg så – midt i begrænsningen. Med al mulighed for at opløse den – begrænsningen, skyggen, den jeg ikke kan elske. Og jeg er meget modvillig, og møder deri sorgen og ulykkeligheden. Det kender du måske.

Jeg er den, der meget let kan elske den, der er bange, den der er fortvivlet. Men præcis den del i min skygge, der ikke kan elske, har levet uden min kærlighed og støtte. Og således holder jeg mig fanget i frygten, i stedet for at gå skridtet videre, og møde den jeg ikke elsker.

“Hvad vil den tænke om mig? Vil den straffe mig? Vil den kunne tilgive mig? Er det overhovedet muligt at tilgive? Tænk, hvis den nu heller ikke kan elske mig?

Jeg vil gerne spørge dig eller en anden, om I ville kunne elske den, tilgive den, om I måske kunne gøre det og gå skridtet på mine vegne ❤ Det er jeg god til, den del kan jeg – men den del tjener jo ikke mit sidste skridt på vejen. Det skridt jeg altid har drømt om, som jo er at forene mig med min skygge i en altoverskyggende kærlig forelsket samhørighed, der får alt andet på vejen til at ……..ja, i gamle tider ville vi måske sige, at alt omkring ville blegne, men det er ikke sådan. Når jeg og du endeligt indbyder vores skygge – uanset hvad den indeholder – til at være den eneste ene i livet, da lyser verden omkring op og bliver til alt det du drømmer om.

Jeg vil gerne bede månen oplyse mig, og da bliver jeg klar over, at der i mit spørgsmåls intention skjuler sig en lyst til at give sol og måne, mestre, engle og mennesker opgaven at fortælle mig hvad jeg skal gøre. Og her træder alle tilbage, for deres opgave er en anden i denne tid. De har ikke længere vejledninger i ret og vrang. De er dem, der venter på at blive oplyst af mit lys. De venter på min ligeværdige deltagelse i flokken.

Så i disse eksakte timer for fuldmånen sidder jeg og trækker vejret i min skygge. Uden råd og vejledning. Uden andet end mig og mit potentiale. Skal jeg sige ja eller nej. Det er et mit valg. Skal jeg sige ja til alt det jeg ikke kender og sandsynligheden for at mit frygt er begrundet. Eller skal jeg sige nej og vente lidt længere i skyggen. Hvad har jeg brug for?

Jeg er rigtig god til at sige, jeg ved det ikke – det betyder i virkeligheden nej, men lyder lidt bedre. Jeg ved det godt, men jeg er bange for, hvor det fører mig hen.

Da hører jeg skyggen hviske :

Kære du. Jeg ser dig. Du er alt jeg drømmer om. Jeg savner dig og længes efter at vi igen er sammen. Uden din kærlighed er jeg blot en skygge. Men jeg kan være alt det du elsker. Hvis du vil. For du er dén af os, der bærer solens vilje. Jeg følger dig, som du vil – som en skygge eller som din hengivne elsker. Jeg elsker dig. Du er mit lys og jeg er din skygge.

Kære du, som rejser med mig nu. Det næste skridt er dit at gå. Jeg beder alt det du elsker om at stå ved din side

Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.