Velkommen igen, du som har ventet.
Jeg har gået lidt rastløst rundt, været lidt modvillig, for der er en bestemthed over dagens budskab, som jeg har svært ved at tage imod – jeg har svært ved at erkende det, som det jeg faktisk vil udtrykke. Der er en modvilje fra den gamle tid. En modvilje, der har rod i et ønske om, at der er en anden, der bærer min sandhed, og dermed en anden der bærer mig.
Jeg vil så gerne overlade mig til engle og mestre, til Gudmoder og Gudfader, lade dem være bærere af sandheden og dermed også dem jeg kan savne og miste :-). Jeg vil lade dem være årsagen til det som sker. Denne modvillige del af mig vægrer sig ved at være den som sker, og ikke blot en reaktion på det som sker. Heri ligger en stor oplevelse af dualitet, men se, hvor tydeligt det er, at jeg er den, som sætter mig udenfor 🙂
Men som tiden er gået, så er det blevet meget klart, at både engle og mestre kommer til, som dele af mig. Og efter en periode med tavshed forstod jeg, at de kommer til stede, når JEG ønsker at udtrykke noget. Når JEG er villig til at være den der erkender budskaberne, som mine egne.
Denne lille del af mig, vil gerne forblive i den gamle tids tro på ydmygbed, hvor storheden og visdommen lå udenfor, thi det var at være “et godt menneske” – at være lille.
Men ser jeg dybt i månens væsen, da ser jeg universets uendelige geometri – da forstår jeg, at den tid er helt forbi, og deri ligger bestemtheden fra denne månes budskab.
Jeg forkynder jer stor glæde, idet livets bevægelse mod enhed – mod oplysning af helheden – har samlet sig som et kraftfelt, der ikke ser tilbage, men som i væren af en mægtig bølge bringer os til den nye væren. Det bliver ikke muligt at vende om eller blot at stoppe op. Lyset er uigenkaldeligt tændt og intet væsen, ingen væren forbliver uset.
Kære elskede budbringer, med dit frie valg lærte du om dualiteten – dit frie valg var idéen om polariseringen af lys og mørke. Og med dit frie valg har du i 1000’er af år arbejdet for oplysning af helheden. Det er tid nu, og derfor befinder du dig i et ikke genkendeligt univers, der dog vækker din dybe intention, som kaldes hjem. 1000 menneskeår har sat sine spor, og derfor genkender du ikke, lige nu, væren i helhed/enhed. Du leder stadig efter valg at sætte fri.
Men i helheden er der ikke polariserede valg. Blot en vandren i livets pulserende spiral. Valget mellem det ene eller andet er ikke efterspurgt, men erkendelsen af din med-væren i det hele.
Disse ord er ikke nye, men din erkendelse af deres betydning har karakter af alle-steds-nærvær, hvorfor du ser helheden – budskabets mening, udfoldelse og konsekvens i og som ét.
Lidt undrende og fortumlet – med en blanding af nysgerrighed og udmattelse – vil du den næste tid finde nyt fodfæste. Du vil opleve, at der ikke findes valg men en vej at gå. Du vil føle dig draget af denne vej, som dit dybe selv tager sine skridt på. Du vil se dit dybe selv gå ufortrødent og viljestærkt af sted uden at se tilbage, og du vil erkende, at det er dig som går. Du vil længes efter denne vandrende oplevelse i sin helhed, som en helhed. Og som tiden går mod næste solhverv vil du mærke dit væsen samles til én hel bevidsthed. din sansning udvides, så din bevidsthed rummer hele din værens vandring. Fordi du rummer så meget mere af dit eget væsen, vil du opleve energien omkring dig accelereret – men det er blot øget sansning, ikke øget energi.
Træk vejret dybt og dybere, og du vil mærke, at du står stærkt i bevægelsen. Husk på: der er ikke mere bevægelse, blot øget opmærksomhed på den.
Træk vejret med din næste. Gør det til din nye vane i den næste tid, at se din næste dybt i øjnene og trække vejret dybt i hvert møde, så du mærker hele dit og jeres fælles potentiale. Gør det til din vane i den næste tid, at mærke alt omkring dig, som dit eget udtryk. Se dig i ét billede, lad dig flyde med hver farve og form og bliv ét med intentionen for sådan er skabelsen.
Jeg er Lene og Minjaia, med månen – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 