Blue Moon i juli

Velkommen til, kære du, og tak for din tålmodighed. Denne fuldmåne bringer meget med sig, og temaerne er for mig, så insisterende og intense, at mit fine lille ego har måttet opleve sig i alle de udgaver, det hidtil er løbet bort fra.

Indlægget her får en mere fortællende og opsamlende karakter. For opgaven til mig – eller jeg skulle måske sige “os”, betydende min samlede væren – er at samle alle mine tråde til en visdom.

Du vil have mærket månens temaer, som under overskriften relationer blandt andet har drejet sig om forløsning af afhængighed, misbrug, mørke. Emner, der har været aktive i et årstid, som har accelereret siden februar, og som nu bliver afsløret sig i scenarier af en mægtig, både personlig og kollektiv, frygt og vrede. Alt sammen for at hjælpe os anerkende præcis den præcise overbevisning vi bærer, der forhindrer os i at opleve kærlighed, som en tilstand vi er, fremfor noget vi skal opnå, fortjene m.v.

Du, som læser med her, ved det. Du ved, at du er en kærlig sjæl, skabt af det vi kalder Gud. Du ved, at du er en del af skabelsen og dermed en del af skaberen. Du ved, at dit liv udspiller sig, nøjagtig som du har iscenesat det. Og du ved, at du er den, der kan lave scenen om.

En del af os har med denne måne set dét, vi ønsker at bære videre, og vi har set det vi ikke længere ønsker skal være på scenen.

Jeg har set den overbevisning, som har fængslet mit fine lille ego. Og jeg mærker, hvordan det er skræmt fra vid og sans, over at skulle skille sig af med denne overbevisning, der i så mange tider, har været med til at gøre det til noget, det har elsket sig selv for at være. Måske har det elsket sig mest for at være den der ikke gør….. ikke er… det den ikke vil være, fremfor at elske, gøre og være dét, den ved den er.

Mit fine lille samarbejdende ego har drømt om hel væren siden atlantisk tid, hvor adskillelsen mellem sjæl og ego skete – og således drømmer mange af de som lever hér nu. Mit ego tror på, at de ting, det ikke bryder sig om, er dele af sig selv, hvorfor dets opgave er at elske og modtage alt som en del af en kærlig skabelse.

Men, kære læser, ikke alt er en del af en kærlig skabelse. For netop frygt og vrede bliver til selvstændigt liv, der fra at beskytte vor eksistens, bliver til det som destruerer os både inde og udefra. I det jordiske liv betyder det, at lade sin krop (fysik, emotion og tanke)udsætte for invasion eller besættelse. Det kan være i form af fysisk vold, misbrug m.m., men også i mere subtil og meget effektiv form som cancer, der er en sygdom – en indtrængende – der får vore egne celler til at vende sig imod os selv.

Ser du, kære læser, hvor væsentligt et budskab månen (gennem alle tider) har med til os.

For dig, der bærer det atlantiske ophav langt fremme, da vil storheden møde dig som modstander. En atlantisk kriger må huske, atlantis’ tid er forbi – der faldt for sin egen storhed. Opgaven er da, at se sig som skaberen af et mægtigt design/softwareprogram, at se designet inficeret af det som truer styresystemet. Afinstallere, fjerne og destruere det. Og derefter installere det oprindelige program i sin rene, men opgraderede form, hvor hverken storhed eller fald kan eksistere.  🙂 og måske et nyt antimalware/-virusprogram.

For dig, der bærer naturfolkets ophav langt fremme, da vil magtesløsheden møde dig som modstander. Husk at stammekrigerens tid er forbi – den faldt for sin egen ydmyghed, der tog kraften og vendte den til magtesløshed. Opgaven er igen at se sig som barn og beskytter af jord og sol. At tænde et bål. Visualisere at ilden i samarbejde med Moder Jord, luften og vandet, trækker enhver tro af selvdestruktiv karakter ud af alt som lever. I det vi husker, at jord repræsenterer fysikken, luften vore tanker, vandet vore følelser og ilden selve skabelsen. Se ilden destruere det, forvandle det og sende det som et renset frø tilbage i skabelsen, moder jord, som ren energi. Vid, at du som forfader dermed har sået et nyt frø, der skal fødes som det hele menneske i den nye verden.

For dig, der bærer denne tid forrest, vil de karmiske bånd til f.eks. middelalderens hverv som bøddel, være din modstander. Opgaven at se og anerkende den tro, som har vendt sig, som en cancercelle imod dig. At anerkende, at destruktionen ikke er en del af din lysende skabelse, og dermed ikke længere kan indgå i din væren. Derpå er opgaven, at samle al din frygt og vrede til et lysende blåt sværd og give dig hen til at være den, der med ét sværdslag, destruerer dens eksistens. Det vil kræve stort mod, idet du som dengangs bøddel, har kodet dig til aldrig igen at bære et sværd. Men vid, at det er et løfte til dig, at dette bliver den sidste gang du hæver dit sværd, for dette sværdslag vil også opløse idéen om sværdet.

Uanset hvem du er og hvad du bærer med dig er du elsket. Du er en tilstand af kærligheden, med al mulighed for at opleve det nu. Der findes, kære læser, intet der betinger kærlighed. Der er intet du kan gøre, for at ophøre med at være kærlighed. Men alt kan du gøre, for at opleve dig i den.

Det er også tiden for tvillingesjæle at mødes i en ny bevidsthed og påbegynde deres arbejde dér.  Det er tid for sol og måne at indgå i et nyt grid med jorden (styre- og operativsystem, der kan ses som et geometrisk mønster af energitråde). Så, oplever du tiden turbulent, ja, så er det med rigtig god grund 🙂 og du kan tro, vi er på rette vej ❤ selvom det føles kaotisk

Send nu med mig lys til denne og andre verdener, til denne og andre tider, til al kærlig skabelse i og udenfor inkarnation. Lad dem møde kærligheden som du selv, og lad kærlighed være den kilde, som forbinder jeres samvær til nærvær.

Jeg er Lene og Minjaia med månen – medrejsende og ved din side.