Når jeg er dig

Det kan synes umuligt at tro- men ethvert menneskeligt væsen er en stråle af solen. En manifestation af lys, som har fæstnet sig til jorden, for at samarbejde med den.

Den første del af opdagelsen – den svære – er opdagelsen af sig selv som andet og mere end en fysisk krop, og af at være tæt forbundet med sit ophav. I alle mulige afskygninger møder mennesket oplevelsen af isolation af alenehed. Men grundlæggende, fysisk set, findes det ikke. Det er blot en tro eller en følelse.

Den næste del af opdagelsen – den utrolige – er opdagelsen af det planetariske samarbejde. Når det går op for én, at jorden samarbejder på forunderligste vis. Der er altid en blomst, et træ, et dyr eller et element, der dukker op på rette tidspunkt. Måske for at vække glæde, omsorg, kreativitet, måske for at svare dig på et spørgsmål du har stillet. Naturens kræfter passer på eventyrlig vis altid til din stemning. Og efter denne opdagelse vil du altid bringe naturen med dig i dine overvejelser og se til den, som den der svarer dig på dine spørgsmål

Den sidste del af opdagelsen – den altfavnende kærlige – er opdagelsen af mennesket, som dig selv. Den dag, hvor du ser dig selv, i den som står overfor dig, uanset hvad denne vækker i dig. Da fødes fred mellem mennesker.

Vi vil aldrig mere kunne sige “hvis jeg var dig, så….”, men i stedet “når jeg er dig, så…”. Ser du det. Her kan din visdom træde til og råde dig i enhver relation.

Forestil dig at du står overfor den, som spørger dig til råds. Forestil dig at dit svar starter med: “Når jeg er dig, så……”, da vil den spørgende vide, at I er forbundne, og at du svarer med den spørgenes stemme.

Og står du foran den, som vækker din frygt, da sig til dig selv: ” Når jeg er dig, så…..” – da vil den vise i dig fortælle dig om den del af dig, som gør dig frygtsom. Når du kender denne del, vil du uden frygt kunne give det til jer, som I har brug for.

Står du foran den, som vækker din vrede, da sig til dig selv: “Når jeg er dig, så…..” – da vil du kende den del af dig, som vækker din vrede, og du vil kunne tage den ved hånden, elske den og tilgive den.

Og står den person overfor dig, som vækker din sorg, da vil du med dette nye spørgsmål kunne møde den del af dig, som søger din skulder at græde ud ved.

Så, kære, uanset hvad og hvem du møder, så er det dele af dig, der kommer til syne, dér hvor du tydeligt kan se dem, så du får muligheden for tage dem til dit hjerte.

Du er elsket. Du er elsket – dybt og hengivent. Deraf opstår disse møder og muligheder – af din kærlighed til dig.

Jeg er Minjaia – medrejsende og ved din side.