Kære du. Jeg hilser dig kærligt velkommen, og jeg vil nyde dit selsskab i fulde drag, lige nu. Lad os sætte os en stund, og lad mig dele med dig, min rejseberetning, som den ser ud lige nu. Dette års destinationer har handlet om sandhed. Sandheden om mig
Jeg er Lene – den som kan, den som ved, den som er. Jeg er!
Jeg må sige det igen og igen. Huske mig på, at det er deri, min sandhed ligger. Jeg er, ALT dét jeg er.
Hvad er jeg?
Som tiden går og denne sandhed går op for mig, husker jeg mindre og mindre. Det jeg var, må vige pladsen for det jeg er. Det jeg var, som barn og ung, passede til den tid og væren. Det jeg er nu passer til nu. I fremtiden må jeg være noget andet. Jeg kan måske se fremtidens væsen, men det er først, når jeg lander dér, at jeg ved hvem, jeg er dér. Måske ved jeg, hvad jeg vil eller skal, men hvem jeg er, vil vise sig, når den tid kommer. Hvis jeg holder fast i, at være den jeg er nu, når jeg kommer dertil, da vil mit nu savne min tilstedeværelse, for den vil være i en anden tid 🙂
Jeg er i dette år blevet overladt til at mærke, forstå og vide, at alt jeg var, kan være Lene NU. Blot jeg er.
Minjaia er jeg altid – den lyd som jeg udgår fra, den er jeg nu, manifesteret i Lene. Jeg opfatter, at den del af mig, som er Lene, er her nu, netop for at mærke, forstå, vide og være – for med resten af væsenet at kunne sige: Jeg er!
Jeg jubler, smiler og får lyst til at danse. Atter en gang. Intet skal ændres, intet læres – men alt skal væres lige nu. Jeg kan gøre mig fri af handling og tænkning og sætte alt ind på blot at være.
Jordisk forklaret vil det betyde, at jeg ikke længere agerer i nuet, med tilstedeværelse i for- eller fremtid. Frygten fra i går eller uvisheden i morgen hører ikke til NU.
Om lidt står jeg måske foran en læremester i dette liv. En mor, far, ven, arbejdsgiver, m.v. som kræver noget af mig, der vækker en frygt, en vrede eller sorg, som jeg har holdt fast i fra en tidligere oplevelse. Da kan jeg vide, at dette er ikke en gentagelse, med mindre jeg vælger at tage den gangs frygt med mig. Med mindre jeg vælger at se nu’et med den gangs frygt. Med mindre jeg vælger at lægge min tilstedeværelse tilbage til dengang.
Om lidt, når jeg står i det nye lærende øjeblik, kan jeg vælge at lade det være nyt og frit. Jeg kan vælge at være hel og helt tilstede og undlade at gentage. Jeg kan vælge at spørge: Hvad er jeg nu?
Og jeg kan vælge at svare mig:
Jeg er, at jeg er.
Og hvis du, kære læser, er min næste læremester, vil jeg spørge dig. Hvad har du læst, hvad har du oplevet, hvad vil du dele med mig? Og jeg glæder mig til at høre det jeg har brug for at vide gennem dig.
Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 