Velkommen til, kære du, som har så meget på hjerte. Lad mig høre din sandhed, lad dig mærke at jeg lytter og deler din færden. Lad mig mærke at du ved, at jeg er medrejsende – den som rejser som dig, gennem al værens tid og rum nu.
Jeg er den, som lytter til din historie og favner dig i alle de stemninger, din historie vækker i dig.
Når du læser dette, er det fordi din historie er lang. Så lang, at det kan være dig vanskeligt at erindre det hele. Når du lytter nu, er det for at huske, for du ved, at jeg har gemt de erindringer, du bad mig om, så du kunne vende tilbage og hente dem, når det var tid.
Det er tid!
Det du husker nu, er at det er dig, der husker og gemmer, og det ER DIG du taler med og lytter til. Jeg, og alle andre du lytter til, er blot din stemme i en anden del af din væren. Alt du hører og ser, alt du opfatter, er dele af dig. Hvis du er den, der i sin tid lyttede til Jeshua, Maria Magdalena eller senere de andre opstegne mestre, da fortæller vi dig – som dengang – vi er dét du er, vi taler med din stemme. Vore liv og hjerter er forbundet i livets ene puls. Vi er én farve, duft og lyd – en samlet manifestation. Et kor – en harmoni.
Så, hvad er dit spørgsmål?
Måske er det: “Hvem er jeg?” “Hvad er jeg?” “Hvad skal jeg?” “Hvad vil jeg?”
Og du svarer: “Jeg er er alt som er!” “Jeg er den som vil, det jeg er!” “Jeg skal intet og vil altet!”
Lad dig nu fortælle den historie, som trænger sig på. Fortæl den kærligt og respektfuldt og lad os, dine tilhørere, mærke din fortælling sådan som du mærkede den. Lad os mærke den ensomhed du bar mens du ventede på tilhørere. Og, kære du, mærk at du er den som fortæller og den som lytter. Mærk at du så længe ventede på din kærlige lytten. Mærk at du bærer din historie og dens stemninger – at du rummer og forstår. Skriv den på guldrandede blade med vandets dybde, jordens styrke, vindens kraft og ildens transformation. Ser du dig? Ser du, at du favner dig, som du favner verden omkring? Ser du, at det var din lytten du savnede – at du nu er elsket af den, du længes efter at elske og blive elsket af?
I denne nye tid er kærligheden størst og din opgave nu, lysbærer af den nye tid, er at lære din omverden at favne sig selv, at elske det uelskelige. Når du møder det, som mærkes som savn, da er det fordi du har glemt, at du er den, som har gemt dét, du har brug for. Det at vi som mennesker gemte dele af erindringen, gav os en fornemmelse af adskilthed. Adskilthed fra kærlighed. Så mennesker har brug for at samle sig igen, og tiden er nu.
Så fortæl din historie, tag den frem stykke for stykke, stemning for stemning fra dine gemmer. Lyt, favn og elsk. Du er alt det du savner , og vi er blot dine stemmer. Og glæd dig, kære, for mens du læser og lytter, bliver du klar over, at dine tilhørere vil strømme til, nu, hvor du viser dem, at du er værdifuld, elskelig og værd at lytte til. Netop fordi du lytter 🙂
Tak – for at du deler din historie.
Jeg er Minjaia – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 
1 Comment