Vær hilset, elsket og velkommen, kære, og lad os tale om den kærlighed du bærer til dig selv, som gør, at du altid bringer dig derhen, hvor du har brug for at være.
Lad mig dele en erindring, der kom til mig i denne uge.
For mange år siden, sad jeg på en bænk på en togstation. Som ud af intet kom en mand og satte sig: “Husk at Gud taler til dig gennem mennesker ved din side.” sagde han. Han smilede til mig og gik.
Siden oprindelsen har vi ønsket at lære, og siden forglemmelsen ønsket at huske. Og alt det vi ved, ønsker vi til stadighed at viderebringe. Sådan er mennesket – dybest set – selvom det fra tid til anden ser anderledes ud.
Vi undres over vore medmenneskers handlinger og ord. Vi overraskes over deres reaktioner på og ord til os. 🙂 Vi glemmer en stund, at vi er dem, som talte igennem dem, og viste os det, vi havde brug for at høre, se og lære.
Vi spørger: Hvordan kom jeg hertil? Hvorledes kommer jeg videre? Hvad er min forhindring, som gør at jeg ikke forstår? Hvad skal jeg gøre?
Næste gang du sender dine spørgsmål til himlen, da lyt godt efter. For din næste vil svare dig hurtigt og præcist. Dine medmennesker og dit liv vil give dig nøjagtig det svar, du har brug for at høre. Et svar, som du ikke hørte, da du sagde det med egen stemme.
Din næste vil være inviterende, når du er modtagelig og åben. Din næste vil være afvisende, når du overskrider dine grænser. Din næste vil være lyttende, når du finder dine ord værdifulde. Din næste vil være tavs, når du er talende, og afbrydende, når du ikke har lyst til at høre dig. Din næste vil altid repræsentere den del af dig, som har brug for at blive hørt. Så hils din næstes ord og handling velkommen, som svaret på dine spørgsmål.
“Fortæl mig noget mere, min kære næste. For det du siger er vigtigt for mig!” Sådan siger vi ikke altid 🙂 Nogen gange oplever vi at blive sårede, triste eller vrede, og vi har ikke lyst til at høre eller opleve mere. Da kan vi vide, at vi fandt vores forhindring. Og når vi vender ryggen til det vi hører, fordi vi ikke kan bære det lige nu, kan vi fremad huske, at gøre det med taknemmelig anerkendelse. Takke vores næste, for så villigt at give os svar og spille en rolle, som vi ikke selv brød os om at afprøve. Derefter kan vi trække vejret dybt og med stor kærlighed tage dette ansvar tilbage.
Så jeg beder dig, kære læser, vær ikke så overrasket mere. Vær i stedet vågen, og opdag at dine bønner høres og dine spørgsmål besvares hurtigt og klart.
Du er en del af Guds stemme – den vise i dit liv. Du er den som vælger dine talerør. Lyt med kærlighed og anerkendelse for du er den, som skriver teksten, der flyder fra dine omgivelser.
Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 