Konspiration – et kærligt samarbejde

Velkommen! Dit besøg glæder mig, for denne dags budskab står som på nåle, for at række ud til dig, og lade sig modtage i din kærlige favn.
IMG_20140215_113334

Idag er mange samlet om netop dette budskab. Fra alle steder lyder det klart og klingende, og det skal forandre hele verden. En forandring som sker, idet du herefter møder den fra et nyt, og samtidigt dybere sted i dig. Fra det sted, der søgte nærvær, enhed og dermed fred.

Menneskets drøm er at forene sig med flokken og opleve sig et med alt. Alt det mennesker gør, sker for at opdage denne drøm og manifestere den. I søger flokke at være enige med, at vandre med og skabe liv med – og I ved I jeres dybeste at dette er en vej mod fred.

Livet omkring det jordiske forekommer i disse tider kaotisk og foranderligt. Disse tider er for dig som menneske lidt endeløse. Og ja, det er hvad de er, endeløse. Evige og foranderlige :-). I menneskets oplevelse, derfra hvor I føler jer adskilte fra resten af “flokken”, opleves endeløshed, som en tilstand af vedvarende separation. Men set fra den kærlige flok I kommer af, er alt netop forbundet og evigt. Og dette siger vi med stor kærlighed og tillid til jer alle. Vi ser, at I bevæger jer mod samme mål. Netop det mål, vi alle er en del af. At være ét. Vi oplever det, mærker det, ser det……for vores forbund med jer, er altid oplyst og uden forhindringer eller begrænsninger.

Vi samles idag, for at deltage i åbningen af det center I jeres sind, der en tid var begrænset af en troen på adskillelse. Idag åbner vi porten på jeres anmodning, så der igen er fri adgang til jeres klare væren og visdom.

Troen på at mennesket kan være mørkt, ondt, konspirerende, egoistisk, krigerisk og de vurderende tanker, af dømmende karakter, I har gjort jer om dette, har skabt en verden, der har bekræftet netop det. Men idag vil indsigten om lyset, kærligheden, samarbejdet, empatien og skabelsen lade jer forstå, at alt som skete var skridt på vejen mod flokken – mod enheden i helheden.

Det er i sandhed en fantastisk konspiration. Altings samarbejde mod dette ene – vejen hjem til flokken. Og nu er tiden kommet, hvor du ser det så klart, at du falder dem om halsen, dem du troede modarbejdede dit ønske om at vende hjem. Dem som gjorde og troede anderledes end dig og dermed fik dig til at føle dig udenfor, forkert og uværdig. Dem, som gjorde dig opmærksom på, at du havde brug for at møde denne tro, se at den var en del af dig, for nøjagtig som vi, at kunne smile og sige: Åhja, det er vi også. Vi er det hele og vi er velkomne nu og altid.

Det er idag at du med mange vil se sandheden bag troen. Du vil, som den der kender til kristendommen, se den elskede mester, Judas og hans bror Jesus og deres ubrydelige samarbejde. Du vil se, at Judas var den, hvis visdom og kærlighed til mennesker var så stor, at han lod sig være den, som viste at al konspiration er en kærlig aftale på vejen mod forening. Du vil vide, at hans loyalitet overfor enheden, mennesket, tjenesten og hans bror, mesteren Jesus, var uden sidestykke på den tid, og at historien skulle lære dig om betingelsesløs væren. I det første lag om tilgivelse, men i det næste lag, om at sandheden er sandheden uanset hvad mennesket med følelser, tanker og tro vurderer den til at være. Menneskets tro har formet dets væren.

Men idag omslutter vores hensigt vores væren. Idag samarbejder vi med kærlig indsigt, fri af tro, og er ét. Se dig ved din næstes side. Se at dette er enhed. Se klart og undlad dine vurderinger. Tag blot imod din næste som dig selv. Du er din næste. Elsk dig i denne. Dette skal være din nye konspiration. Og vi konspirerer med jer alle. Vi samarbejder om dette éne – at være ét i enheden i helheden.

Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.