Velkommen til, kære du, som læser nu. Lad os gå sammen et stykke af vejen, og lad dig mærke din hånd i min. For måske har du mødt en sorg, der var så intens, at du følte dig lammet fra tanke, til følelse og helt ud til dine fingerspidser.
Måske betragtede du dine hænder, som henter kraft fra dit hjerte, og måske spurgte du:
Hvordan skal jeg nogensinde finde kraft igen?
Så du, inde i dig selv, kun et dybt, tomt og kulsort mørke? Da har du oplevet fornemmelsen af at miste dig. Netop dér skal du elskes nu……. for at turde stå dér og kalde ud i det, som synes tomt. For netop dér, viser du din visdom – du ved, at du er mere, end det du ser og mærker.
Du ved det! Derfor kalder du nu.
I den tid vi har været mennesker på jorden har vi sørget over at være adskilte fra vores oprindelige enhed – dét hjem vi alle, uanset fysisk struktur, kommer af. Vi var ikke adskilte i den tilstand, ja, faktisk kendes begrebet adskillelse slet ikke der, men den menneskelige sansning har været underlagt fysiske love, der for en tid har forhindret muligheden for at opleve enheden. I menneskeværen møder vi alle detaljerne i strukturen i små adskilte dele.
I menneskelivet møder vi sorgen i alt det, vi opfatter som tab – det som vi synes at være adskilt fra – og da vækkes vores hukommelse og sansning i en grad der gør, at vi kalder ud i mørket på det, vi husker som hjem – på enheden i hvilken vi og alting er…….. hele og på samme tid.
Du og jeg, kære, går sammen hånd i hånd uanset vores hukommelse og sansning. Lad os gøre oplevelsen og den væren hel og mærkbar ved altid at huske og være ét.
Menneskelivets cyklus bevæger sig i en spiral omkring liv med fysisk tilstedeværelse på jorden og liv med ikke-fysisk tilstedeværelse på jorden. Det har været svært at vænne sig til, og behovet for tilknytning, som betingelse for kærlighed og enhed, har erstattet den oprindelige viden om og oplevelse af den betingelsesfrie enhed, der var fra starten. Så i menneskelivet har vi knyttet os til kroppen, ting, mennesker, følelser og tanker. Vi har knyttet os på en måde, der gør, at vi er overbeviste om, at det er vores, at det SKAL være vores, og at det kun kan være vores, hvis vi ejer det.
Forstår du nu, at det er en tro, der skaber sorg og tab? Forstår du, at alt som er, er vores, og at alt, som er, er i en tidløs ubegrænset ramme. Læg dit ejerskab fra dig, kære, og lad alt komme til dig nu. Modtag det, som sker, som en del af din egen skabelse. Læg fra dig din tilknytning, løs båndene omkring alt, og se at alt svæver med dig alligevel. Se, at det giver dig plads og frihed til at møde alt det, du ikke modtog før.
Ja, det er en dyb sandhed, at kærligheden fødes mellem 2 eller flere, men husk igen, som vi har beskrevet før, at alt lever i evig bevægelse. Kærligheden og enheden møder du ikke i det, du knytter dig til og holder fast i, men i det du bevæger dig sammen med.
Kære du, hvis varme hånd jeg mærker nu. Lad os sammen se:
En cirkulær enhed. Vi sidder i midten et øjeblik, og lader indholdet i denne enhed svæve omkring os. Se, alt det du har savnet, dét du troede, var tabt. Det er lige her. Se også det du har knyttet dig til med stærke bånd, fordi du frygter at miste. Løs nu disse bånd og lad ting, mennesker, tro og kærlighed flyde med energien rundt om dig.
Slip nu også min hånd. Rejs dig let og rank, sæt af og flyd med, mens du husker, at dit afsæts kraft stammer fra dette øjeblik. Og møder du sorgen på din vej igen, da husk på denne samtale, og på at sorgen blot møder dig, for at vække din hukommelse og sansning af, at du er mere, end det du mærker og ser lige nu. Da vil du lade den passere forbi dig med et: “Hej, dejligt at se dig og tak for hjælpen”!
Vi mødes igen.
Jeg er Lene og Minjaia – medrejsende og ved din side.
Minnaiah 