Vær hilset, kære du, som søger at forstå kærlighedens vej til dig. Jeg er Minjaia og her er mit budskab til dig:
Kærlighedens dybe ønske er at møde dig nu, men du har sat små stoppesteder op på dens vej. Betingelser for dens vej til dig.
Jeg hører dig kalde og savne forståelse for, hvorfor den ikke kommer, som du ønsker.
Men, kære, netop dit ønske er dens begrænsning. Dit ønske begrænser den til at komme i bestemte former og ikke som sig selv.
Den kærlighed du drømmer om, den du husker og kender, som en del af dig, den møder dig uforfalsket og ubegrænset i sit omfang.
Den lader sig ikke kontrollere eller begrænse, den flyder frit og rigeligt af sin egen kraft derhen, hvor den bliver budt velkommen som den er.
Stil ikke krav til dens form og farve, gør den ikke til noget den ikke er – men modtag den! Hils den velkommen og lad den føle sig hjemme.
Det du savner er givet dig for længst. Det ligger og venter, som en gave du endnu ikke har pakket ud. Forstår du nu?
Lad kærligheden være sin egen herre og led i stedet dig selv til at modtage den i alt som sker.
Modtag den som du ønsker at blive modtaget. Giv den et hjem at føle sig velkommen i.
Kære, jeg er Minjaia, og jeg hilser dig velkommen på kærlighedens vej.
