At fødes på vejen hjem

Kære velkomne du, som hjælper mig ved at læse mine ord nu. Jeg takker dig, fordi du med dit nærvær i din læsning hilser mig velkommen.

I natten før nymånen skabes idéen, som skal fødes nu. Idéen, der er klar til at møde verden og mennesker, er født mange gange, som små brikker i et uendeligt puslespil. Vi skaber idéen af erindringen om den vej, vi i oprindelsens tid valgte at gå, samt viljen til at modtage og manifestere endnu en del af vores sjæls landkort.

Det kan føles smertefuldt at gå igennem en fødsel. Fordi vores bevidsthed stadig holder fast i erfaringer om adskillelse. Vi husker, hver gang vi forlod et trygt sted og den fremmedhed, der opstod i os i det nye og ukendte. Men det er væsentligt nu at forstå, at vejen i denne nye tid er en helt anden, end den vi kendte.

Vi er på vej hjem! Og det vi møder er vejen hjem, igennem alt det vi er, som vi for en tid havde forladt.
På vejen hjem møder vi os selv. Det ukendte er vores eget glemte potentiale, der hele tiden er vokset med vores vandring igennem livene.

På vejen nu føder vi de iboende kræfter og den iboende kærlighed, som altid var, men som vi savnede, mens vi begrænsede vores bevidsthed til det fysisk synlige. I disse forvandlingstider kalder det universelle hjerte på os og åbner for de kanaler, der leder vores bevidsthed ind på det skjulte univers – den bagvedliggende kraft, der manifesterede alt det vi ser nu.

Det er vores kraft – din kraft. Den vi alle er skabt af og den vi skaber alt med.
Lad os se den sammen, indånde den som hjertets næring, og lad os vide nu, at med den idé vi skaber nu, vil intet forlades, intet gå tabt, for idéen er dén om enhed i helheden. Og det er nødvendigt at lade sig føde nu, som det større væsen, der lever ved de potentialer, som vi har synliggjort nu.

Mærk hvordan den livets moder, du har næret dig ved, slipper sit tag og giver dig fri af hendes favn i tillid til og viden om, at du nu er klar til at møde verden. Du mister hende aldrig, for hun er en del af dig, og hver del af dig, som er født i dit puslespil er, som hun, en livets moder for hver ny idé du skaber. Mærk da, hvordan det bløde spindelvæv af nærende kærlighed – rummet, som idéen om dig boede i – udvider sig og giver efter, giver plads til det du vil være nu. Se at du har skabt det rum, som nøjagtigt passer til dig nu.

Lad os føde os nu, stå ved hinandens side og frygtløst, kærligt tage imod os – det elskede væsen i sit hele potentiale – og lad os byde hinanden velkommen til.

Jeg er Lene og Minjaia – den som er og hilser dig velkommen nu.