Kære du som læser, tak for dit selskab nu. Jeg takker, for du har hørt mit ønske om at møde dig nu.
Jeg er Lene, mennesket, som bringer Minjaias ord til dig, den som bærer hendes og mange andres væren, som min egen. Jeg er den, som har truffet valget at være menneske nu i en tid med store fysiske omvæltninger for netop mennesker og Gaia. I menneskekrop kender jeg til den tyngde, du oplever i dit liv her. Men lad dig nu vide, at du ikke er alene. Vi er mange.
Vi – du og jeg og mange andre – er her for at løfte menneskers og Gaias væren ind i en tid, hvor forbindelsen i mellem os skal blive tydelig og klar, hvor samarbejdet bliver stærkt og synligt for enhver, der arbejder for freden her.
Netop fred synes vanskeligt at nå i menneskeværen, for med den tyngde og stoflighed, der hidtil var nødvendig for at leve her, lod vi erindringen om enhed og evnen til at forbinde den i helheden gå tabt.
Tyngden består af den fysiske krop, emotioner og tanker, og disse gør modstand i den ellers lette væren af energetisk grænseløst bevægeligt stof.
På min menneskelige vej gennem erindringerne om en grænseløs væren, har jeg mødt min store sorg over tabet af forbindelsen, vreden over at være forladt, frygten for fortabelse og magtesløshed over ikke at kunne finde hjem. Du kender det måske – eller også er du netop begyndt at sætte ord på dit savn, savnet af fred og savnet af dit hjem.
Vi er alle på vej hjem, men husker du at hjem er en organisme af fælles bevidsthed – en enhed i helheden?
På vejen mod enhed er der mange enheder at nå. Hver enhed du opnår bevidstheden om, giver dig følelsen af fred. Så havde jeg et råd til dig, så ville det være: Kære du, søg enhed, søg det i alt du oplever modstand i.
At være her, at være menneske på jorden, Gaia, er vores store ønske og en del af den plan, vi lagde for længe siden. Lad os huske det nu, sammen.
Og lad mig dele med dig, min store læring fra i dag, hvor jeg med en kær vens hjælp forstod, at den tyngde og det ubehag jeg af og til føler og mærker hér, alene er skabt af min manglende indsigt i og erkendelse af, at mennesket er det største og fineste hér. At det at være menneske er det som skal til, for endeligt at føle sig hjemme her.
Så, kære læser, vi er storslåede væsner alle sammen, med erindringer om, hvor vi har været, liv der er levet, og måske hvor vi kom fra. Vi længes og savner det vi kender og kendte som freden. I dybe stunder mærker vi ubehag, men ubehaget stammer fra en idé om, at et andet sted var bedre end her. Men dette sted, Gaia, er det fineste sted, vi kan være nu, og for endeligt at skabe freden her, er det netop den viden, vi har brug for at omfavne, indse og elske.
Tænk, vi er her, det lykkedes os at nå hertil, som planlagt, og det er nu, vores arbejde virkelig bærer frugt. Det er nu, at mennesker søger og ønsker fred så dybt, at de lyser for os, som stjerner, så vi kan finde vej til dem og samarbejdet. Blot skal vi lære at være mennesker. Det er opgaven nu.
Vid at denne erkendelse bragte mig stor fred nu. Det samme vil ske for dig. Og hvilke mennesker vi kan være. Bevidste lysende stjernemennesker, der kan oplyse vejen og lede universets øvrige bevidsthed hertil, som gæster og tilflyttere.
Tak fordi du lyttede og for den tid du tilbragte med mig nu.
Jeg er Lene, på samme vej som du.
Minnaiah 