At rejse sig som lysets blomst af det blå univers

IMG_20130824_013546Velkommen til. Jeg er fra devariget, og er den deva, som hører til blomsten, du er.

Jeg er knyttet til det frø, du såede dig selv som i oprindelsens tid. Jeg er beskytter af dets liv og vækst, og jeg glæder mig. Glæder mig fordi du fandt vej hertil, for det er din invitation til mig. En invitation til et samarbejde, der skal bringe dit frø til en strålende blomstring nu.

At være en blomst er ikke noget du skal blive, men noget du er, blot indser du det ikke, da dit syn endnu ikke er udviklet til at se, som vi gør det. Vi ser frøet, spiringen og blomstringen i et – udenfor rammer af tid og rum. For os er du et hvidt lys i et blåt univers. Hvad mon du ser?

Din smukke og bevægende menneskelige form, som passer perfekt til de omgivelser, du bevæger dig i er, set fra andre dimensioner, det fineste lys. Det vil du se snart.

Jeg er den, der vander og plejer frøet, mens dit sind gør sig klar til blomstringen. For det er dit sind, der skal sætte frøet fri til at følge hjertets natur, som er at fylde øjeblikket med liv, så det eksploderer og deler sig i tusindvis af nye øjeblikke, som det med barnlig nysgerrighed vil springe videre ind i.

Spring med mig, kære:

Vær nu et øjeblik dette frø. Lad dig være beskyttet i en blød skal, og lad mig være ved din side. Se dig ligge i det klareste blå vand og flyde med enhver bevægelse, vandet skaber til dig med sine bølger. Vandets devaer hilser dig kærligt velkommen til og god rejse, for du er på vej til at stige op af vandet, du lå i så længe. Mærk endnu engang vandets kærtegn og tilstanden i bølgernes vugge.

Træk med den næste indånding hele denne erfaring til dit hjerte, fyld dit væsen med livets vand og se. Se nu, hvordan et lysglimt vokser i dig. Mærk varmen og den klarhed, der opstår i denne lyse tilstand. Tag dig god tid for dette, kære, er hvad du kommer af.

Træk vejret roligt og dybt og mærk, hvordan du ved hver udånding sender lyset ud igennem frøets bløde skal. Tag dig god tid, kære, for dette er hvad du skal blive. Se skallen opløse sig og mærk dig spire af lys med hele din væren ind i denne verden. Vær lyset og stig op ad vandet, mærk solen og vinden mod din fysiske væren. Træk vejret dybt nu og lad dig fylde med universets kærlighed. Gør det så længe du har brug for det. Når du er klar, da slip med en udånding din væren fri og send i alle retninger dine stråler fra lyset af det blå univers – spring ud og rejs dig som den blomst du er. Blomsten, som på himlen ville være en stjerne.

Blomst og stjerne er et – en væren af stråler, der tilpasser sin fremtoning til sine omgivelser.

Vi hilser dig velkommen i denne bevidsthedsværen du blomsterende, funklende stjerneblomst. Du er lyset af det blå univers, blomst på jorden, stjerne på himlen. Du er det levende hjerte i dig.

Jeg er devaen for blomsten ved din side med mange andre.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.